Lidt om at mødes…
7.02.14
Ja nu er det jo ikke en hemmelighed at det jo er Mikael der er den hårdtarbejdende herhjemme, og mig der ligesom ordne tøjvask og aftensmad. Det giver dog unægtelig nogle lange dage for mig, og det kan til tider godt blive røvsygt. Inden jul og turen til DK var der rigtig meget at se til, med at få lejligheden på plads (det er den godt nok stadgivæk ikke helt:)), mærke verden og egentlig bare forstå hvad det er for en verden vi er endt i. Men altså nu er julen jo forlængst overstået, og vi synes ligesom det var på tide at vi fik en smule flere sociale kontakter end Mikaels kollegaer – de er ellers skide rare. Derudover synes vi også det var lidt syndt at vi altid skulle have Tobias med som social-krykker, så i lørdags tog vi tyrene ved hornene og forsøgte os udi socialiseringens kunst.
Herover (ja jeg ved faktisk ikke om det også er så brugt i DK endnu, jeg har aldrig gjort det i hvert fald) bliver hjemmeside Meetup brugt meget, både af lokale og tilflyttere fra alle verdenshjørner. Så kan man tilmelde sig grupper, hvor man har noget tilfælles. Fx at lave perleplader. Det er jo ikke en hemmelighed at Mikael og jeg er bidt af en gal ludobrik og elsker at spille alle mulige brætspil. Og jeg savner hver anden onsdag i nørde brætspilsklubben med Mikales uni-venner, så vi har forsøgt os med nye nørdevenner. Derfor tog vi lørdag turen til Nuthouse for at mødes med andre brætspilsentusiaster, og altså underforstået nogle vi slet, slet ikke kender. Jeg er ærlig talt ikke kæmpe fan af at skulle bruge min lørdag eftermiddag med fremmede, men altså nu bor tøserne jo desværre ikke lige som hjørnet længere, så man må jo ligesom kaste sig ud i det (jeg har i hvert fald fået fornyet respekt for jer blinddatere!). Vi var de første med undtagelse af arrangøren, der mødte op, og ham og hans kæreste var rigtig rart og inden vi fik set os om sad vi og spillede spil. Det var en smule akavede, men jo flere der ligesom dukkede op, jo mere løssluppen blev stemningen ligesom. Mikael og jeg delte os også ret hurtigt op og spillede hvert vores spil, og nye bekendskaber er blevet tilføjet til kartoteket. Inden aften var omme havde vi virkelig hygget os med øl, byg-selv-burger og masser af brætspil (og gratis jordnødder – det er derfor det hedder nuthouse, der er skaller over alt på gulvet!). Vi fik endda et lift hvem af vores nye canadiske venner, hvor en dobbeltspille dates aftale næsten er i hus. En overraskende og god oplevelse, og jeg har allerede meldt mig til næste gang:)
Vi fik altså klippet navlestrengen fra Tobias (ahh ikke helt:)), og med blod på tanden besluttede jeg mig for at løsrive mig en smule fra Mikael også ved hele palle alene at tage afsted tirsdag aften også. Det er en gruppe jeg har meldt mig ind i – kun for piger. Ærlig talt havde jeg faktisk allerede fortrudt en smule at jeg havde meldt mig ind i gruppen da jeg fik mails om frokostpausehike i skoven og hjemmelavede valentineskort-klipninge-limnings-aften. Måske ikke lige mit klientel. Pling sagde det, og en meetup med spilaften kom ind i mailboksen, og så var der jo alligevel noget for mig. Så det tog jeg altså til. Det var egentlig ikke selve det at skulle mødes med de der 15 fremmede piger, der gjorde mig nervøs. Det var mere turen på de 5-sporede motorveje i mørke og myldretid, der satte mine nerver lidt på prøve. Men Audien og jeg gjorde det til UG. Jeg kom en smule for sent, og havde altså slet ikke tid til at blive nervøs for at skulle mødes på fremmede kaffebar. Inden jeg fik set mig om, sad vi og spillede spil og hyggesnakkede om alt og intet. Inden aftenen var omme var en invitation til strategispilleaften og næste brætsspilsmøde smidt og jeg tog ret glad hjem. Hjem til en glad Mikael der ENDELIG fik lidt alenetid 🙂
Ja det burde jo være nok for en uge, men som sagt så var Tobias ikke helt ude af billedet endnu, så onsdag tog vi turen til SF hvor danskerklubben mødtes. Jeg har altid været meget ambivalent omkring det med at mødes med andre danskere når man er i udlandet. I Danmark har vi jo altid så tralvt med at undgå ghettoer og indvandregrupper, men for sivan hvor kan jeg godt forstå dem! Jeg forstår godt hvor befriende det er at man kan slå over i sit eget sprog, fortælle dårlige vittigheder om Pia K og spørge hvor det er muligt at købe whatever! Behovet bliver helt sikkert mindre med tiden, men altså i ny og næ er et skud dansk ikke at kimse af. Vi mødtes på en Jazzklub, fordi en eller anden kendt dansk jazz-violinist skulle spille. Han – Mads Tolling – er vidst ikke sådan rigtig populær og kendt hjemme i DK, men herover har han vundet to grammyer, så han kan åbenbart et eller andet med sin violin. Vi sprang dog koncerten over, og blev ude i baren, sammen med et par stykker andre. Det var en rigtig hyggelig aften, og jeg er sikker på turen snart går til SF igen. Der er også en klub et kvarters tid herfra, men så vidt vi ved er det et lidt ældre publikum der mødes der – og der er vi jo ikke helt endnu:)
Mandag vil jeg forsøge mig med endnu et meetup – en hækleklub, hvor en af pigerne fra nuthouse aftenen anbefalede mig at komme:) Det er heldigvis kun i gåafstand herfra – så ingen motorvejsstress!
Vi keder os altså ikke – men det ved i jo nok godt 🙂
Rigtig god weekend!
En lille billedeserie med alt muligt skrald og sager (med små anekdoter i billedeteksten!)
Seneste kommentarer