(Sø)Elefant-safari
22.01.2013 – ja det går nogle gang lidt sløvt med lige at få smidt noget ud i blogland:)
Engang imellem skal hverdagen mønstre brydes, og når der er sæson så er der sæson og det skal udnyttes. Derfor gik dagen idag på tur ud og kigge på meget grimme, men meget søde Søelefanter.
Vi var i min bog ret tidligt oppe, og jeg har åbenbart været så overbegejstret og spændt på dagens eventyr at jeg slet ikke kunne sove hele natten. Så da vækkeuret ringede klokken 6, var jeg egentlig ikke særlig oplagt. Men vejret var naturligvis dejligt, og jeg er altid begejstret for at møde nye, dyre bekendskaber, så afsted mod Año Nuevo State Park det gik. Det var faktisk en ret fantastisk køretur, da vi kørte ned igennem Santa Cruz, og kørte langs stillehavet den sidste halve time. De første surferer havde allerede været ude og nyde det gode vejr, og jeg beundre deres entusiasme omkring deres sport.
Trafikken herover er jo en smule tricky så vi var fremme næsten en time før tid – noget de fleste nok ved der ikke lige kendetegner Mikael og jeg. Det kostede 10 dollaer at være i Parken hele dagen, og kigge lidt i det noget sparsomme marine center og bruge de stier der bevægers sig rundt omkring i parken og ned til stranden. Som skrevet før så var det sæson, og denne sæson er altså sæson for søelefanter på Año Nuevo strand. Fra den 15. december og et par måneder frem kan man ikke bare selv rende ned på stranden og lure på sæler, søløver og søelefanter, da det er der hvor søelefanterne og søtyrene (de hedder Bulls på engelsk – hmm mon det også er søtyre på dansk – en hanelefant hedder da ikke en tyr eller hvad? – nå anyway) kommer ind og føder, fodre ungerne og parre sig. Derfor er der gang i den på stranden i disse måneder, hvor ungerene ligger og patter hele tiden, hunnerne ligger i faste og venter på at ungen er blevet stor nok og hannerne udkæmper jævntligt kampe omkring hvem, der ejer hvilken kvinder. Lige ligesom et godt afsnit af Paradise Hotel faktisk!
Vores søde og frivillige guide Dacy var god til at fortælle omkring dyrene og området, så de 2½ time som turen tog gik virkelig hurtigt. Jeg er endnu engang blevet imponeret over hvor billigt sådan noget er her i USA sammenlignet med Australien. Vi gav 7 dollar pr. mand for gåturen, hvor der max er 20 på hvert hold, og de 10 dollar i parkering er altså uanset hvor fyldt bilen er.
Vi gik cirka 1½ mil for at komme ned til stranden, hvor Dacy undervejs gjorde nogle holdt for at fortælle os lidt om søelefanterne og hvordan de lever. Hun fortalt blandt andet at de kønsopdelt kommer ind til stranden igen i løbet af foråret og sommeren og skifter pels – og ligesom en slanger smider de alt pelsen på én gang, og ikke som en skide (århh møg sød) hund, der konstant går og fælder. Så hvis nogle kommer på besøg, mens pelsen smides så er vi friske på endnu en tur. Der udover fortalt hun at når ungerne bliver født vejer de cirka 75 pund (Tænk på det Karina lige om lidt når Sisse Junior skal ud – det er slet ikke så slemt igen ;)) mælken de får fra moderen er tyk som mayonaise, og de spiser så meget at de i løbet af en måned er oppe og vejer 300 pund!! (og fordi at moderen ikke spiser så længe hun ammer, ender det faktisk med at unge og mor er lige stor når måneden er omme!).
Allerede på lang afstand kunne vi se de første søkæmpe rejse sig ned på stranden og brøle. De er KÆMPE store. Da vi kom tættere på kunne vi også høre alle de forskellige lyde de laver. Ungerne lyder hviner når moderen er ude af syne og patten er ude for rækkevidde – eller en fed hanelefant er ved at mase den ned i sandet. Kvinderne lyder som en ordentlig orut, eller en kat der kaster en hårbold op. Hannerne brøler, men det lyder mere som sådan en dræn når vandet klukker der i – bare meget højere. De lugter også lidt af fisk! Selvom jeg er ret begejstret for dyr, var det alligevel en smule voldsomt at gå lige forbi det tonstunge dyr, der kigger nysgerrigt efter én. Så når man stod med ryggen til dem, ventede jeg hele tiden på en mørk skygge nærme sig bagfra – men for dælen det er da ALT for dovne til. Cirka 80% af dyrene ligger helt nede ved vandet, mens de udstødte hanner har stukket snablen mellem fortænderne og møvret sig op i klitterne. Men de med næsten en ninjas snuhed (!) lister sig nedaf mod stranden igen – lige ind til en af alfahannerne opdager det, og så brøles der. Vi ventede spændt på en ordentlig kamp hvor en ungtyr ville tage kampen op, men jeg synes dog de var en smule sørgerlige de unge hanner, da et enkelt blik og småbrøl fra en ældre han fik dem straks til at vende rundt. Så selvom der er kæmpe ar, og ofte blodudgydelser var det ikke noget vi så meget til. Ja, okay en smule skuffet var vi nok! 🙂
Ja pæne er de jo ikke de søde søelefanter, og deres snabler pynter ikke ligefrem. Men årh hvor er det fantastisk at se noget natur, og det er så mega fedt at hvis vi kører en halv time den ene vej, så er vi i en storby og hvis vi tager en halv time den anden vej venter der sig skønne naturoplevelse. Ja CA er dælme ikke at kimse af:)
Det var efterhånden frokost tid, og med kalchen nede kørte vi mod Santa Cruz for at fange en bid mad, inden Mikael skulle tilbage på arbejde. En mega lækker burrito, med mine til dags bedste rejer (altså varme rejer, intet slår en rejemad med mayo!).
Åh jeg elsker lidt hverdagseventyr – i dag står den på brætspil med fremmede mennesker og i morgen SuperBowl, jeg glæder mig MEGA til at se det store reklameshow, der favner dette arrangement.
En lille billedekavalkade og hvis man vil se lidt film kan man se det her
Seneste kommentarer