Merry Jul og Happy Nytår

20. decmber – 1. januar

Ja selvom der er omkring de 20 grader så kommer og går jul/nytår også i det Californiske.

Efter et vellykket besøg i DK – både Mikaels og mine forældre blevet meget overraskede over 3 dages før tid ankomst. Det vidste sig også set i bakspejlet at de tre dage var meget nødvendige førend Mikael kunne blive klar til sin fremlæggelse, og egentlig også for at nå alt det vi skulle nå (sove fra jetlag inklusiv).

Derudover kan Mikael nu kalde sig Doktor, hvilke jo egentlig må siges at være en ret fin præstation (sagt på nordjysk – herover vil ord som awesome og fantastic nok nærmere beskrive det). Det var i hvert fald en super præsentation og selv os med en forholdsvis almindelig IQ kunne næsten følge med. Jeg fik dog et øjebliks panikangst i forhold til mit ellers veltilrettelagte pakning af kufferter, da Mikaels venner og familie er utrolig gavmilde og en sand gaveregn væltede ned over den nyudklækkede doktor. Derudover blev der også pakket langt flere julegaver ned i kufferten end vi egentlig havde planlagt, så plannerne om at medbringe lidt sager fra DK, er altså blevet uskudt til næste gang vi vender østover (med undtagelse af karklude og fryseposer – det fik jeg da med!) Hvis nogle skulle være glemt, så har det været et uheld, så MANGE tak for de fine gaver!

Nå men efter vi havde besøgt Danmark, landede vi i lufthavnen hvor Tobias afleverede Kristoffer og tog os med retur. Mikael kørte et hurtigt smut med på arbejde for at få fikset sin cykel. Jeg ville meget gerne undgå at sove, så jeg pakkede kufferter ud. Mikael var dog en smule mere sløv end forventet så jeg fik lige lagt mig på sofaen. Jeg sværger at jeg max havde ligget der i 5 minutter da Mikael kom ind med sin cykel af døren, men på trods af det var det først da han rykkede mig i armen at jeg slog øjenene – skisme heldigt at det ikke var en busse-bøhmand der kom efter mig:) For virkelig at holde os vågne, tog vi på selvmordsmission i IKEA for at købe ramme og diverse. Efter at have ligget med en dejlig tung dyne hjemme i DK røg der også sådan én (hver) med i købet, hvilket har været rigtig dejligt med kølige nætter og dårlige etlagsruder. Jeg var faktisk overrasket over hvor smertefrit det gik i IKEA, vi var tydeligvis for trætte til at hidse os op over de ellers normale IKEA frustrationer. Hjemvendt var det dog på hovedet i seng, hvor jeg frygtede en søvnløs nat som vi havde prøvet i DK, men det var heldigvis ikke aktuelt, vi sov som to små unger efter en hel dag i Fårup Sommerland.

Thomas O fra Havreland ved Nors ankom med flyet den 22. december. (Til jer der ikke kender Thomas så er det en af Mikaels gamle spejderkammerater og en af mine gamle efterskolekammerater). Han arbejder pt 2 timer fra Chigago, så han kom for at fejre jul og nytår med os. Så blev gæsteværelset da også endelig brugt 🙂  Vi fejret hans ankomst med yndlings rugbrød og lækkerier. På trods af at Thomas havde været vågen i ret mange timer da han kom, fik han dog ikke lov at hvile på laubærerne, og årets juleindkøb skulle overstås (helt ny respet for vores respektiv mødre, og ny forståelse for hvorfor der sommertider i hvert fald i Sønderhå bliver småjulehandlet i Oktober.) And, Glögg, grødris og andre lækkerier blevet de næste dage an(d)skaffet med lidt god vilje, samt ture til både nær og fjern (selv IKEA, der både kan provientere os med sild og Glögg). Den 23. blev brugt i køkkenet med kokkerering af And og risengrød. Mikael var heldig at han i stedet for hysterisk møgkæreste nu havde tålmodig madkender i køkkenet, mens jeg på bedste vis forsøgte mig med at pakke pakkespilspakker og holde hovedet koldt (ikke at de i køkkenet undgik de gisp, der i ny og næ undslap de ellers flettede læber – forhelvede når vi nu har indkøbt og aftalt sødmælk, så brug sødmælk i risengrøden – ris ala manden blev fantastisk, så faktisk ingen grund til bekymring altså).

Formiddagen den 24. blev brugt på brygning af de sidste juleting. Efter min svigerinde Majken er blevet introduceret for Leegaard-klanen er Waldorfsalat blevet en julespise, og det er det altså i CA nu 🙂 Herefter kørte vi til Santa Cruz, hvor vi hos Tobias skulle spise frokost! Dansk, godt og lækkert, det var naturligvis Tartelletter! Tobias havde inviteret en af sine barndomsbanditter fra Svenstrup og hans Hollanske kone, der også skulle fejre jul sammen med os. Verden er lille som man siger, og skæbnen ville faktisk at Thomas fra Havreland allerede kende Morten fra Svenstrup, og så var der ligesom lagt i ovnen til en god eftermiddag og aften. Efter vi havde spist tarteletter, var det faktisk allerede tid til eftermiddags kaffe, der i dagens anledning blev æbleskiver og glögg (jep “Danish Pancakes aka aebleskiver” som der står nede i butikken – 17 kroner for 20 stk. er også en helt hæderlig pris her på den anden side af Atlanten.) En lille pause hvor der blev tid til at spille kaste gris, og drukket lidt rødvin. Under kaste gris blev det berømte Egg Nog også sat på bordet, og det er nok ikke en tradtion jeg vil tage til mig. Det smager sødt og vammelt i en og samme mundfuld, føj altså!

Tobias havde besluttet at vi skulle have en lille forret, bestående af grønlangkål og medisterpølser!! – nu kendt som dansk tapas, da vi ellers på ingen måde kan forsvare sådan en forret! Vi havde heldigvis tiden med os, så ænderne blev udskudt en smule så vi ikke ville revne. Brun sovs, brune kartofler, franske kartofler, hvide kartofler, syltede agurker, syltetøj og and, det smagte helt fantastisk! Så var det tid til pakkespil, øl og Uno inden vi fik ris ala mande. Hele to mandler var der puttet i grøden, men kun en dukkede op igen, og det var selvfølgelig Mikael der var den heldig aftager af gaven. Vi havde slev lavet kirsebærsovs, og det vil jeg fremover godt stå for, for det smagte da meget bedre end den på karton. Mums altså! Ville dog ønske at det havde lykkeds os at opfange nogle stang vanillie og at der ikke var udsolgt af vanillie sukker, så ris ala manden ikke var sødet til med kunstigt vanillie – men den blev som sagt ret god alligevel.

Mikael og jeg er jo røvforkælede og havde fået for mange pakker, så dem ventede vi med at pakke ud til den 25. om eftermiddagen. Jeg gav Mikael en tur på surferskole ved en pædofil surferinstruktør og i retur fik jeg et smart lilla løbeur! (Altså vi har fundet en anden instruktør til Mikael, altså jeg vidste jo ikke at ham duden godt kunne lide at sætte videokamera og sager op i pigernes opklædningsrum, inden han kom i fængsel altså! Det skulle ellers være den 4. bedste surferskole i verden, den titel mister de nok snart…).

Vi sov hos Tobias, og dagen efter i samlet flok tog vi på gåtur i skoven mellem de store Redwood træer,  inden vi besluttede os for at køre mod Mountain View igen. Efter gaveudpakningen, var det tid til julelur, da vi kun havde fået en 4 timer aftenen forinden. Aftensmaden blev indisk take-out med en kærlig tanke til det julebord der eller på mirakuløs vis plejer at dukke på i Sønderhå. Vi havde dog bestilt indisk med grønlangkål, og så var det hele jo lidt julet alligevel.

Det var ret hyggeligt at have Thomas på besøg, og vi tog både på tur over Golden Gate Bridge, en smutur til Napa, i KÆMPE outlet (med en smule chorkeret Thomas), hjemmedag, turisttur til San Francisco Down Town, Cykeltur, besøg ved Google og brætspil med Kritika, der næsten fik gjort Thomas mundlam med sit ustyrlige snakketøj.

Nytårsaften blev her hos os, hvor vi var os tre, Tobias og inderne Kritika og Tushar. Dagen startede allerede klokken 9, hvor vi live fulgte med i Dronningens Nytårstale, hvor vi jo fik en særlig nytårshilsen da vi jo er nogle af dem der er langt væk fra vores kære – vi er nok snart Dus med Dronningen! Klokken 11 var Mikael og jeg med i vores gamle nytårsslængs nytårsaften, hvor vi fik skålet med dagens første glas rødvin. Det var skide hyggeligt at have en bette videosamtale med jer der hjemme, omend jeg blev en smule vemodig, da I jo så ud til at hygge jer der i københavns centrum. Nå men vi skulle jo gøre klar til vores gæster…

Vi havde her i hytten stået for al mad og drikkevare, så endnu en kæmpe indkøbstur blev det til 🙂 Vi holdt maturligvis dansk nytår med truthorn, trækbomber og balloner. Man gør ikke super meget ud af nytår her i CA, og det er også ulovligt at have egen fyrværkeri. Vi havde snakket om at tage ind til San Fracisco og betale for en fest der, men det lyder som et gedemarkede og det er vi sgu nok egentlig blevet for gamle til. Vi havde til gengæld en super hyggelig aften her. Tushar fejrede klokken 12 i en taxa, fordi han havde fået lidt for meget af vores 5 liters rødvin (til 10 dollar – hvad siger i så?) og den hjemmebryggede grønne gajol (smagte godt, men slet ikke som den rigtige til min milde skuffelse). Vi andre festede til gengæld løs, med både gæt og grimasser, samt halvfemser dans i stuen, sikkert til vores underboers fornøjelse. Klokken 4 ville Kritika hjem, men uden mulighed for en taxa fik hun lov at smide sig på vores nyindkøbte fatboy, Tobias på sofaen og resten af os på vores respektive sengepladser. Det var skidehyggeligt.

Den første var Thomas så heldig at komme med en flyver, på trods af at rigtig mange afgange omkring Chigagos lufthavn var aflyst, men hjem kom han da, og er efter sigende nu begravet godt og grundigt i sne.

Mikael er starter på arbejde, jeg har fået sovet ud og hverdagen begynder så småt at indfinde sig. Hverdagen er dog en smule forskellige fra før jul, da vi nu ikke længere har en “hjemdato” eller “juleferie” at se frem til. Nu er det faktisk næsten ligesom at bo i Aalborg – bare med lidt bedre vejr!

Mange tanker herfra.

Lidt jul og glade dage fra alle os til alle jer:)

PS. TUSIND tak for julekort og sager! Danske frimærker er meget velkomen ind ad døren 🙂