EAT-PRAY-IKEA

28. oktober – 1. november:

Weekenden varer som bekendt ikke ved, så mandag meget tidligt stod Mikael op og tog på arbejde. Han tager jo irriterende nok bilen med sig, så jeg er en smule begrænset i mine udfoldelser her. Jeg brugte mandag morgen på at Skype lidt med en dejlig veninde, mens jeg spottede delfiner, der gladeligt hoppede i solskinnet. Ellers må jeg jo nok indrømme at jeg bare nødt altanen og dens fantastiske udsigt. Så jeg sad egnetlig mest bare med min kikkert og stirrede i bølgens blå. Sommetider faldt kikkerten også en tur ned på stranden hvor folk på trods af det kolde glade velvilligt sprang i (her kiggede jeg altså ikke ret meget, SÅ sær er jeg altså heller ikke at jeg kigger på andre mennesker med en kikkert – i hvert fald ikke særlig længe). Som den søde kæreste jeg nu engang er, havde jeg besluttet at min nye racer skulle på sin første køretur, med det formål at finde et eller andet jeg kunne lave til aftensmad. Det var en forholdsvis kort cykeltur på et kvarter ned til Safeway supermarkedet, men derfor var det nu alligevel en smule grænseoverskridende at skulle sætte sig op på denne vild jernhest, kun med håndbremser og med flere gear end jeg har fingre. Derudover var en cykelhjelm endnu ikke indkøbt, så jeg måtte helst ikke kommer alt for meget til skade undervejs.

Nå men op på jernhesten jeg måtte, og afsted i fuld galop (høhø). Hvis man synes amerikanerne kører i store biler generelt når man ser fjernsyn, så er det rigtigt nok. Disse biler bliver endnu større når man kører i en forholdsvis lav Audi, hvor nogle dæk altså er i taghøjde. Forstil jeg så hvor kæmpestore sådan biler er når man sidder fuldstændig foroverbøjet på en racercykel. Det var ikke en tur for sarte sjæle, og med underlige cykelstier (jeg skal ind imellem de biler der kører ligeud, og dem til højre) var jeg altså sat lidt på en prøve. Balancepunktet på sådan en monster (ja det burde hedde et jernmonster!), er også væsentlig anderledes end på min søde rare bycykel, og bestemt også fra den cruiser jeg har cyklet lidt rundt på herover (Lidt er et meget rigtigt ord i denne sammenhæng dog). Med røde kinder på vej op af bakken (hvor jeg dog fik vist baghjul til de to jeg havde stået i lyskryds med HA!) nåede jeg endelig frem til Safeway. Stoltheden var til at føle på, og så skulle cyklen bare lige låses med de 5 kilo cykellås Mikael havde udstyret mig med. Finno, finno, men hvor fan er den elendige nøgle til cykellåsen?!?! Den ligger ikke sammen med husnøglen, som jeg lige har haft. Fuck, tøm tasken Sisse! Danm hvor er nu husnøglen!!?!?! Okay jeg brugte nok et kvarter på igen at lokalisere husnøglen, hvor jeg til sidst i panik svingende min rygsæk panisk omkring, hvor en nådig ‘klink’ lyd, frembragte en nu husnøgle på jorden, et lille stykke der. Men stadig ingen cykelnøgle! “Hmm her er SÅ roligt, jeg lader bare cyklen stå i de fem minutter det tage, meeen den vejer mindre end en indkøbskurv, så måske der alligevel er én der bliver fristet!”. Jeg overvejede også om jeg bare skulle tage den med ind i butikken og trække den rundt, men af angst for at ende på en “People of Walmart” siden, tænkte jeg også det var en dårligt idé. Jeg prøvede desperat at bakse den op i en vogn, meeen hverken særlig elegant eller særlig succesfuldt. Nedslåede og uden aftensmad, måtte jeg jo ligesom vende cyklen om og ned af bakken. “Men hvorfor kørte du så ikke bare tilbage Sisse” tænker du så måske, men da jeg var kommet liiiidt sendt ud af døren, ville det være mørkt inden jeg kunne nå frem og tilbage igen, og jeg havde (har – hvem er det jeg prøver at snyde?!) ingen idé om hvordan de fancy nyindkøbte cykellygter Mikael har købt virker.

Jeg måtte altså skrive til sødeste Mikael, der lovede at tage aftensmad med hjem, selvom han brugte halvanden time i bilen på vej hjem (mod 45 på vej på arbejde!).

Til de nysgerrige havde jeg ikke tabt cykelnøglen, men lagt den ved siden af min rygsæk, så jeg kunne sætte den ordentlig fast i tasken senere…

Dagen efter lukkede jeg Mikael ud af døren klokken kvart over fire, for han skulle nemlig et smuttur til Seattle og besøge en eller anden fiks virksomhed. Jeg er sikker på han fik kage, for han var meget glad da han kom hjem igen til midnat. Jeg tog endnu en tur til supermarkedet for at fange noget mad – denne gang med cykelnøglen godt spændt fast inde i tasken, sammen med husnøglen – absoult ingen kvaler denne gang 🙂

Endelig kom så torsdag!! Nærmere betegnet Halloween, og det skulle vi jo ligesom ud at lure. Mikael kom desværre lidt sent hjem, så vi så kun ganske få børn, så det blev udelukkende huskiggeri. Det var nu også mægtig sjovt, og jeg glæder mig allerede til næste år, hvor vi skal holde den vildeste halloweenfest, basta altså! Mikaels kollega, der bor i et ganske almindelig villa/parcelhus halløj område, havde sammen med sin kone lavede rigtig mange slilkposer. 190 havde de talt det sammen til, men så mente de i hvert fald også at de var på den meget sikre side af sikker. 200 børn ringede på dørklokken i løbet af 3 timer!! Jeg tror hans egne børn havde samlet 3 kg slik sammen hver! Når jeg tænker på at jeg med stolthed kunne samle 100-150 kroner sammen til fastelavn, og så også have gået over 10 km, kan jeg godt føle mig en smule snydt. Min tur var dog nok væsentlig sundere. Hvis man har lyst til et godt grin, kan man se følgende videoer – og til jer med børn, i kan jo så tænke lidt over hvilke type barn i har:)

2011

2012

2013

Fredag kørte jeg med Mikael ind på arbejde, fordi dagen endelig var kommet: Klokken 9 kunne vi hente nøglen til Slottet. Det var slet ikke dumt, slet ikke ringe. Vi fik smidt vores ting op, og jeg kørte Mikael på arbejde. Derefter gik turen direkte til IKEA. Jeg mangler faktisk lidt det der pigegen, der er sådan helt overtosset med IKEA og alle deres underlige dippedutter, men da vi jo kender det, og ved hvad vi kan få og ikke få var det ligesom det nemmeste sted at tage hen med min kilometer lange indkøbsseddel. Det vidste sig dog også at det er langt sjovere at være i IKEA når man faktisk skal have noget, og jeg i nærmest nynnende tilstand fik fyldt vognen op med både glas, bestik, dims og dut. Det var egentlig meget hyggeligt, og da 2 timer var gået, var jeg nærmest klar ved kassen. Jeg skulle bare liiiiige ned og kigge i rodebutikken. Og der var det så, dagens nemesis. Men samtidig også dagens kup. Det var meget meget ambivalente føleleser jeg ringede til Mikael, fordi jeg vidste godt at det her ville betyde en fordobling af dagens IKEAtid. “Vores” madras var nemlige i rodebutikken, og så var den 100 dollar billigere, end normalprisen, og det var jo altså ikke sådan lige at kimse af. Vi havde gjort os mange overvejelser over hvordan vi skulle få en madras hjem i Audien, eller om vi skulle låne/leje en bil et sted. Vi havde snakket meget om at købe en brugt, hvor ejeren måske havde en pickup. Men nu kom madrassen altså dumpende ned i skødet på mig, og så måtte jeg jo hellere slå til. Men så skulle vi jo også købe de andre ting til sengen med det samme, så IKEA kunne køre det hjem for os på én gang, sådan noget transport er jo bestemt ikke gratis. Jeg forsøgte at få lov at købe madrassen, men samtidig lade den ligge, det måtte jeg ikke, og de var ikke sådan rigtig til at snakke med. Jeg skyndte mig at får kørt mine 100 ting i min vogn igennem kassen, ud og fylde bilen på. Ind igen, ned og hente min madras, der heldigvis stadig lå hvor den skulle – men hvordan får man lige et stk 1,6×2,0 m. madras på en rullende vogn? Der kon heldigvis en redning. Ned og hente en ny vogn – smide 100 kg seng på vogn, plus lameller og et stk topmadras i rigtig størrelse. Men nu havde jeg jo pludselig to vogne?! Med lettere smidighed og uforskammethed fik jeg begge mine vogne kørt ned til kassen (min helt var forsvundet, men der kom dog én lige før kassen og tilbød sin hjælp – men der var det jo ligesom lidt sent!). Manden ved kassen kunne kende mig fra tidligere, og var tilgengæld rigtig sød, og da han fik af vide at det skulle leveres ringede han straks efter en mand, der tog den ene vogn. Så fik jeg også prøvede det, for første gang i mit 27 år lange liv at betale nogle for transport! Den var lidt svær at sluge når man kommer fra traktor/trailer himlen Thy! Men forfinet Audi accepterer åbenbart ikke jydekrog, og det må man jo så betale for!

PUHHH! Efter 5 timer, kunne jeg endelig få noget mad, og for første gang smagte jeg de himmelske kødboller (det bedste måltid jeg har fået herover tror jeg!). Jeg havde lidt ondt af mig selv, fordi jeg havde kampsvedt og basket med den skide seng, så da jeg så ordet “Rack” (outlet/udsalgs-halløj) i det fjerne, måtte jeg kører en tur derover. En hurtigt indtastning på google maps, vist dog at det var hurtigere at gå end at køre derover, så Audien blev altså efterladt i den mørke kælder. Det kan godt være det var hurtigere at gå, men når der ikke rigtig er noget fortorv og man nærmest vandre midt ind i en McDrive, så havde det måske være nemmere at tage bilen! Jeg kom dog på udsalg, og med lidt tøj og sager i posen var jeg tilbage på overskud igen. Så overskudsaftig at jeg gik ind i “Homedepot” (Bauhaus ish) ved siden af og købte malling, sandpapir og sager til lejligheden.

Tilbage i bilen tjekkede jeg lige min telefon, Mikael havde haft ringet, og IKEA manden var åbenbart kommet 1 time førend det aftalte tidsrum, så mig ud i myldertrafikken og de 35 minutter hjem (igen det tog 15 min. at køre derud!). Da jeg kom hjem, holdt der rigtig nok en stor lastbil, med tre stærke mænd der 1-2-3 bar sengen op. Så én seng rigere – plus det løse 🙂

Da vi ikke orkede at samle seng, tog vi ned og fik noget hurtigt aftensmad og  kørte derefter tilbage til Tobias’ om natten.

Weekenden bød på en masse flytning og halløj, men det må i altså lige have til gode 🙂

Ugen ude ved Tobias gik alt for hurtigt, men vi fik da både spottet delfiner, søløver, sæler og odder, og jeg var så heldig også at se nogle hvaler 🙂

 

Lidt billeder af Halloween og lejlighed! Lejlighed i finere tilstand skal nok blive præsenteret snart.